i foregående afsnit,
hvor hver gruppe har sin egen middelværdi,
analyseres med kaldet
. Den additive model
. Lad os starte med at forstå
parametertabellen i output for den sidste model. Vi kan forstå output
ved, for
. Vi ser her, at modellen kan parametriseres med
.
Går vi nu tilbage til den tosidede variansanalysemodel, skriver vi
i stedet
. Det sidste led kaldes interaktionen mellem
de to faktorer.
I den
ligger på niveau 1, og vice versa
for H[T.v].
Det nyttige ved den
befinder sig på.
Vi betragter data omtalt i
foregående afsnit omkring
fremføring af kræftmedicin i kroppen.
Lad
være den
stokastiske variabel, der angiver respons (logarimen af fluorescensmåling), og lad
og
være de tilhørende værdier for
de to faktorer
prodrug og
tid,
hvor
prodrug har niveauerne "a" og "M", og
tid har niveauerne
"T1", "T2", "T3", "T4" of "T5".
Lad os starte med den grundlæggende
tofaktormodel
8.5.2, her skrevet som
hvor hver gruppe bestemt af prodrug*tid har sin egen middelværdi
og sin egen varians, og de 10 middelværdier og varianser
kan variere frit. Først undersøges hypotesen om fælles varians:
Beregningerne nedenfor i
python viser, at Bartlett teststørrelsen er
15.53, og den tilhørende
-værdi fra en
-fordeling er
0.077. Data strider således ikke mod hypotesen om samme varians i de 10
grupper, og modellen ovenfor kan reduceres til
den tosidede variansanalysemodel
8.5.3, her skrevet som
hvor de 10 middelværdier og den fælles varians kan variere frit.
Vi ønsker nu at teste reduktionen til den additive model
8.5.4 skrevet som
Vi har ovenfor lavet interaktionsplots, der viser overensstemmelse med
den additive model.
Parametertabellen hørende til den tosidede variansanalysemodel viser,
at der er fire
parametre, der vedrører interaktionen mellem
prodrug og
tid nemlig
prodrug[T.a]:tid[T.T2],
prodrug[T.a]:tid[T.T5]. For alle fire parametre er
-værdien
langt over 0.05, hvilket også indikerer at data ikke strider mod den additive model.
Da vi har fire
-værdier kan vi dog ikke bruge disse som et formelt test
for reduktion til den additive model.
I
næste afsnit indføres et
-test for at
teste hypotesen om additivitet, og for data her fås en
-værdi på 0.75.
Konklusionen er derfor, at data ikke strider mod
hypotesen om additivitet.
Under den additive model kan vi lave et test, for at
prodrug
ingen effekt har, det vil sige hypotesen
, eller
ækvivalent hermed teste reduktion fra den additive model til
en ensidet variansanalysemodel, hvor kun faktoren
tid indgår.
Vi kan også formulere hypotesen som
,
og et
-test for denne hypotese er automatisk en
del af parametertabellen under den additive model. Fra
parametertabellen ser vi, at
-værdien for dette test er
mindre end
(den præcise værdi er
,
som I kan finde i output i kodevinduet i næste afsnit),
og data strider derfor mod reduktion af modellen.
Vi kan også fra parametertabellen se, at der en kraftig
forskel mellem
og
hørende til et af de
andre tidspunkter (
-værdien for test af for eksempel
er mindre en 0.00005).
Et test for ingen effekt af
Tid,
,
kan laves med det generelle
-test i
næste afsnit
og giver en
-værdi på
.
Konfidensinterval for forskel i middelværdi mellem de to prodrugsystemer,
, er
hvilket
kan sammenholdes med, at skønnet over spredningen er 0.27, således at
den standardiserede effektstørrelse er stor.
Da dette er et konfidensinterval for logaritmen til målingen, er
konfidensintervallet for forholdet mellem middelværdierne af
de oprindelige målinger
For prodrugsystemet
acac optages altså mellem 2.6 og 4.8 gange
så meget som i
Meacac systemet. Gå eventuelt tilbage
og se, at dette stemmer overens med figuren i
foregående afsnit.
8.6.2 Bartletts test og parametertabeller